Brystkræft med spredning: Kan jeg deltage i studier? 

Fremskridt inden for kræftbehandling sker ofte i små skridt. Ikke desto mindre kan selv små skridt give håb og hjælpe til at håndtere de svære følelser, der følger med diagnosen metastatisk brystkræft (MBC). At deltage i et klinisk forsøg kan give dét håb.

Måske står du i en situation, hvor behandlingsmulighederne for din brystkræft begynder at blive færre. Så kan dét at blive ved med at modtage behandling, selvom medicinen er på forsøgsstadiet, og resultaterne er meget usikre, være relevant. Det handler om mulige fremskridt. Ikke kun for dig, men også for dem, der kommer efter dig.

 

Deltag i forskning i brystkræft

Når det kommer til behandling af brystkræft med spredning, er det individuelt, hvad der virker for den enkelte, og det er derfor vigtigt, at der fortsat forskes i nye behandlingsmuligheder. At deltage i forskning kan derfor være noget, du har lyst til at spørge ind til og høre mere om, men du skal være opmærksom på, at nåleøjet er meget lille, og at du skal opfylde et sæt strenge, men nødvendige kriterier for at deltage.

Spørg sundhedspersonalet i dit behandlerteam, om der er igangværende eller planlagte studier, som passer til din situation, hvis du har lyst til at være med i et klinisk studie.

Forskning i brystkræft – hvad skal du overveje?

Udsigten til at deltage i et studie, få adgang til ny behandling og få nyt håb kan være opløftende. Det er dog vigtigt at tænke over, hvad det indebærer at deltage både fysisk og psykisk. Du har måske hørt fra forskellige sider, at du ikke må stoppe med at kæmpe? At du skal fortsætte med at fighte? Rådet fra dine nærmeste er velmente, men brystkræft med spredning er en sygdom, det er ikke en kamp, som du enten vinder eller taber. 
 
Hvis du vælger at deltage i et klinisk forsøg, kan det være, at den nye behandlingsmetode, der testes i undersøgelsen, desværre ikke hjælper dig. Så kan du finde en trøst i, at undersøgelsens resultater stadig kan hjælpe andre brystkræftpatienter med spredning. 

Være med i en klinisk studie?

Nogle tips:
  • Du kan søge efter aktuelle kliniske forsøg i Danmark ved at søge på 'forsøgsbehandling' hos Kræftens Bekæmpelse

  • For udenlandske studier kan du søge på clinicaltrials.gov, som har en oversigt over kliniske studier i hele verden. 

  • Bed om hjælp fra en sundhedsfaglig person i dit behandlerteam for at finde ud af, om et af de igangværende kliniske forsøg er relevant for dig.

  • Din læge kan henvise dig til det pågældende studie, hvis det vurderes, at du opfylder kriterierne.

  • Det er vigtigt at være opmærksom på, at nåleøjet for at deltage er lille. 

  • Læs mere om, hvad kliniske forsøg er, og hvad der skal til for at komme i betragtning som deltager, ved at søge på 'hvad er forsøgsbehandling' hos Kræftens Bekæmpelse

Nye forskningsresultater giver håb.