Hvad kan du gøre for at hjælpe din veninde med metastatisk brystkræft? 

Brystkræft med spredning (MBC) er en uforudsigelig sygdom, og som veninde til en kvinde med MBC kan det give mange frustrationer, fordi du måske føler dig magtesløs over ikke at kunne gøre noget ved sygdommen. Så hvordan kan du bedst hjælpe en veninde, der er uhelbredelig syg?

Venskab og uhelbredelig brystkræft

Det kan føles næsten lige så hårdt at elske et menneske med en uhelbredelig sygdom, som det er at være den, der er syg. Du føler dig så magtesløs, så vred på verden og ked af det. Der kan være mange følelser, som måske er svære at tale om og sætte ord på. For hvad skal du sige og gøre? Svaret er lige så enkelt, som det kan føles vanskeligt; du skal bare være der.

 

Træthed påvirker hverdagen – så vær fleksibel

Det netværk som den syge har omkring sig; familie, venner eller kollegaer spiller en vigtig rolle. Samtidig kan det også være en udfordring at være tæt på et menneske med kræft. Det kan være tungt at erkende at den, der er syg, ikke længere har det samme energiniveau som før – og at hendes energiniveau svinger op og ned. Og det er svært at blive klog på; den ene dag bager hun pandekager, og den næste kommer hun slet ikke ud af sengen.

Det er vigtigt at forstå, at den træthed hun kæmper med ikke er en almindelig træthed. Lægerne kalder den også for fatigue, der både kan betyde 'træthed' og 'udmattethed'(1). Det hjælper ikke at sove, og trætheden er meget uforudsigelig. En god støtte kan derfor være, at du er fleksibel, giver hende tid til selv at acceptere sit nye liv, og giver plads til, at der skal være mulighed for et hvil engang i mellem, når I er sammen.

Hvordan trøster du en, som er uhelbredelig syg?

Det kan føles ensomt at blive alvorligt syg. Ikke mange andre kan rigtig forstå de tanker, hun slås med. Sorgen over at være blevet syg og ventetiden indtil sygdommen tager alvorligt fat. Måske orker du simpelthen heller ikke at forholde dig til det hele. Det gør for ondt. Og så længe kræften er i ro, er vel alt godt, eller hvad? Det er vigtigt også at tale om andet end sygdom – og har hun lyst til at snakke, behøver du ikke være bekymret for, at du absolut skal forsøge at trøste hende. Det kan være nok, at du er nærværende og tilstede. Lyt til hendes sorg og bekymringer, uden at forsøge at adressere dem eller komme med forslag til, hvad hun skal gøre ved den. Og husk, at din egen sorg over situationen, er dit 'eget' problem – du er ikke den, som skal trøstes(2).

Se også gerne denne korte film om, hvordan du kan hjælpe en veninde, der er i sorg, fra Refuge in Grief. 

Hvordan kan jeg hjælpe min kræftsyge veninde?

Her er nogle konkrete råd til dig, der er tæt på et menneske med MBC:
  • Ha' forståelse for, at det er en proces for din veninde at acceptere sin nye livssituation, og at det er meget individuelt, hvor lang tid det tager.

  • Tænk på alle de ting, du selv bare gør i hverdagen uden at tænke nærmere over det – men som hun pludseligt ikke længere har energi til. Er der noget, du kan hjælpe hende med?

  • Har hun børn? Så vær opmærksom på, at det kan være svært for børn at tale med forældrene om, at de har det svært. Børn forsøger også at beskytte deres forældre og vil ikke bekymre dem yderligere. Kan du invitere barnet eller børnene med til noget hyggeligt og måske spørge lidt ind til, hvordan han eller hun har det, uden at det bliver påtrængende? 

  • Prøv at forstå den syges angst og bekymringer – hendes scanxiety – og hvordan den sætter sig i kroppen i tiden op til næste kontrol. Vær særlig opmærksom i perioden op til kontrolscanning og i perioden mellem scanning og konsultation. Prøv at adsprede hendes tanker med oplevelser og gode samtaler(3).

  • Ikke vent på, at hun beder om hjælp, og lad være at spørge med et åbent spørgsmål; »Har du brug for hjælp, så sig til!«. Selvom opfordringen er kærligt ment, siger hun formodentligt ikke til og bede om hjælp. Vær konkret og fortæl hende, hvad du vil hjælpe med: Pudse hendes vinduer, bage boller til weekenden, lave aftensmad i portioner, som hun kan fryse ned …

  • Overvej også, hvad I skal gøre for, at I kan få mest muligt ud af den tid, I sammen har tilbage som veninder.

Vær konkret og fortæl hende, hvad du vil hjælpe med!

Referencer

  1. www.cancer.dk/hjaelp-viden/bivirkninger-senfolger/traethed
  2. www.cancer.dk/hjaelp-viden/hvis-du-har-kraeft/psykiske-reaktioner/ensomhed
  3. www.cancer.dk/hjaelp-viden/rad-til-paroerende/hvis-du-kender-en-med-kraeft