Hvordan kan du hjælpe din kræftsyge partner?  

Livet som pårørende til en alvorligt syg kan ikke planlægges. Uvisheden om fremtiden kan påvirke jeres forhold. Alvorlig kræftsygdom som metastatisk brystkræft (MBC) påvirker nemlig alt – og som partner skal du forholde dig til at miste din elskede, holde modet oppe, passe på børnene og samtidig tage ansvar for dagligdagens praktiske gøremål. Hvordan kan du både hjælpe hende og passe på dig selv?

At stå på sidelinjen ved uhelbredelig brystkræft

Det er svært at acceptere, at du ikke længere kan planlægge, hvordan jeres fremtid kommer til at se ud. Måske er du løsningsorienteret og typen, der handler, når der opstår et problem. Men din partners uhelbredelige kræftdiagnose kan du ikke gøre noget ved. Kræften vil have en livsforkortende effekt på jeres liv sammen. Derfor kan det føles lige så hårdt at være partner til et menneske med uhelbredelig brystkræft som at være den, der er syg. Du kan også føle magtesløshed, vrede og sorg. Der er mange følelser på spil, som er svære at tale om. Derfor er det vigtig, at I gør netop dét; taler sammen.

 

Uhelbredelig brystkræft i hverdagen

At vænne sig til en hverdag, der er mærket af en livstruende sygdom, er langt fra smertefrit. At indse, at din partner har et helt andet energiniveau end tidligere, kan for eksempel være svært. For nogle dage kan hun jo ret meget, mens hun andre dage slet ikke har samme kræfter. Denne uforudsigelighed er svær at håndtere – for dig, for hende og for alle i jeres nære omgangskreds. Derfor er det vigtigt, at du forstår, at trætheden ikke er noget, hun kan sove væk eller træne sig ud af. Øv dig på at være fleksibel og at »tage tingene som de kommer« – du kan ikke kontrollere en ukontrollerbar sygdom. Giv hende tid til selv at acceptere sit nye liv og jeres »nye liv« sammen, og giv plads til, at der må planlægges et hvil her og der i hverdagen(1).

Uhelbredelig brystkræft, sex og intimitet

Kan du genkende dig selv i, at du er holdt op med at holde i hånd, fordi du er bange for, at hun tror, at du presser hende til mere, end hun orker? Nogen partnere er bange for nærhed, hvis kvinden har en alvorlig sygdom. Måske fordi de ved, at de skal miste hende på et tidspunkt. Omvendt kan du også opleve en afstand fra hendes side. Det kan være, at hun holder tilbage med kærtegn, fordi hun »kun« har energi og lyst til nærhed, men ikke til sex og derfor er bange for at skuffe dig eller skabe misforståelser. 

Alvorlig sygdom vil, for de fleste parforhold, give nogle udfordringer i sex- og samlivet. Men så handler det om at finde andre veje til at genfinde den nærhed, intimitet og seksualitet I har haft før. Det at fastholde den følelsesmæssige nærhed er vigtig for livskvaliteten for jer begge to(2)

Hvordan kan du hjælpe din kræftsyge partner?

Her er nogle gode råd til jer, der er i et parforhold:
  • I bør begge være tydelige overfor venner og familie om, at I ønsker og gerne tager imod hjælp. Vær tydelige med konkrete ting, I ønsker hjælp til – så er jeres ønsker lettere at imødekomme for jeres venner og familie.

  • Hvis hun mangler appetit, så tilbyd hende dét hun har lyst til – når som helst på dagen, når hun kan overkomme det. Sørg gerne for at have fødevarer med ekstra højt næringsindhold. Fx protein-yoghurt eller power-bar'er(3).

  • Læs om, hvordan man kan afhjælpe kvalme og nedsat appetit, og lav den type mad til hende(3).

  • Oplever du en ny afstand i forholdet? Prøv at komme tæt på hende på nye måder. Sex og lyst handler ikke kun om samleje – det kan være meget andet, og følelsen af intimitet er stadig det vigtigste(2).

  • Undgår I temaet seksualitet, når I taler sammen? Så risikerer I, at der opstår misforståelser, som fører til, at I trækker jer fra hinanden uden at det egentlig var meningen. Derfor er det ekstra vigtigt at tale sammen om, hvad I har lyst til.

  • Det kan give ro i sjælen at vide, at I har fået talt om både de gode ting, I har oplevet sammen, og om de svære ting ved at livet slutter.

  • Hvis I sammen beslutter, at I ikke vil tale om livets afslutning, eller andre svære emner – så er det vigtigt, at I accepterer jeres beslutning og finder fred med det.

  • Jeres aktuelle situation kan gøre det nødvendigt, at I overvejer, hvordan I gerne vil være sammen som par og som familie. Tænk over, at hvis I sammen skal have det bedste ud af livet, hvordan gør I så det?

  • Det kan være en god ide at tænke nogle af de praktiske sider af hverdagen igennem, så der i hvert fald er styr på det, når den tid kommer. Nogle pårørende føler dog at det er helt forkert at tage hul på de overvejelser mens hun stadig er i live, og du skal selvfølgelig gøre det, som føles rigtig for dig.

  • Sidst, men ikke mindst; Husk at også du kan have brug for en pause fra tankerne om hverdag og sygdom. Prøv at skabe et frirum fra tankemylder og bekymringer for dig selv. Du skal ikke have dårlig samvittighed over, at du ikke konstant sidder ved hendes side. Du har også brug for at »tanke op« med ny energi, hvis du skal være en god støtte for hende.

Prøv at være fleksibel og at »ta' tingene som de kommer«

Referencer

  1. www.cancer.dk/hjaelp-viden/rad-til-paroerende/hvis-du-kender-en-med-kraeft
  2. www.cancer.dk/hjaelp-viden/hvis-du-har-kraeft/seksualitet/samliv
  3. Om kostogcancer.dk - Kost & Cancer