Du er ikke kun syg, men du er heller ikke helt rask. Så hvem er du nu?
- Hverdagen
- MBC og følelsesliv
- MBC og identitet
Brystkræft med spredning – hvem er jeg nu?
Føler du nogle gange, at alle kan se, at du er alvorligt syg? At være alvorligt syg med kræft påvirker i høj grad både fysiske, sociale og følelsesmæssige sider i dit liv. Det påvirker både, hvordan du ser dig selv, og hvordan andre opfatter dig – og i sidste ende måske endda din selvopfattelse.
Hårtab er svært!
Du er ikke kun syg, men du er heller ikke helt rask. Så hvem er du nu, når du har fået hele din tilværelse vendt på hovedet af en ny kræftdiagnose? Når energiniveauet ikke er som før? Og når dit udseende ændrer sig? Én ting, som mange har det rigtig svært med, er at tabe håret. Måske endda for anden gang. Fordi, at for de fleste mennesker er håret en vigtig del af deres identitet. Når kroppen og dit udseende ændrer sig, kan det blandt andet påvirke din selvopfattelse og din selvtillid – og det er helt almindeligt, at du kan føle dig som en helt anden person efter kræftdiagnosen(1).
Selvopfattelsen påvirkes, når du er kræftsyg
En anden ting, du måske har mødt, er omverdenens forskellige forventninger til mennesker med kræft. For eksempel »at du, som er alvorlig syg med kræft, da må leve sundt hele tiden eller dyrke yoga hver morgen«, »at du i hvert fald ikke skal ryge«, og »hvorfor har du ikke bare hævet din pension«? Alle de reaktioner og kommentarer kan nemt påvirke, hvordan du opfatter dig selv og give dig dårlig samvittighed eller en negativ selvopfattelse(2). Her er det vigtigt at holde fast i, at du selv bestemmer – du skal gøre det, som føles rigtig for dig og dine nærmeste – og det som dit energiniveau tillader.
Træthed kan påvirke din hverdag og personlighed
Når din hverdag bliver præget af en livstruende kræftsygdom, kan træthed være en konstant følgesvend. Der er en stor risiko for, at du ikke længere har overskud til at være den, du plejede at være. For mange er dette en svær proces, fordi det indebærer tab af kontrol og måske identitet og kan være rigtig svært at acceptere. Det er kort sagt frustrerende ikke at have energi til det, man gerne vil.
Trætheden kan også påvirke dit arbejdsliv. Når du ikke længere kan passe dit arbejde på grund af alvorlig brystkræft, vil mange opleve det som et kæmpemæssigt identitetstab(3). Arbejde handler også i høj grad om fællesskab og rutiner. Hvad vil der ske med din selvopfattelse og dit hverdagsliv, når du eventuelt må opgive at fortsætte med at arbejde?
Uhelbredelig kræftsygdom påvirker alt, også din identitet(2)
Når du ikke længere »føler dig som dig selv«Uhelbredelig kræft kan medføre en form for identitetsskifte. Du møder både fysiske og psykiske udfordringer, der vender op og ned på, hvem du er – eller plejede at være.
Du kan føle, at du er blevet 'hende med kræft', og at andre opfatter dig anderledes end tidligere.
Du må forsøge at acceptere, at træthed nok er blevet et livsvilkår, som du er nødt til at indrette din hverdag og dit liv efter.
For de fleste, som får en uhelbredelig kræftdiagnose, bliver arbejdslivet også markant ændret. Er det vigtigt for dig at fastholde en arbejdsidentitet, så prøv det – eventuelt på nedsat tid i et fleksjob eller gennem andre arbejdsmarkedsordninger.
Mange vil nemlig gerne fortsætte med at føle sig værdsat for deres faglighed og være en del af et fællesskab uden for hjemmet.
Nogle har også glæde af at melde sig som frivillig i en forening. Det kan være mere fleksibelt end et fast job, og samtidig føles meningsfuldt.
Det er som regel lidt af en balancegang at håndtere den situation, at du både er uhelbredeligt syg, og samtidig potentielt stadig har et langt liv foran dig. Den person du var før, ligger bag dig – og den du er nu, skal de fleste lige bruge lidt tid på at finde frem til. Og så handler det om at finde nye holdepunkter og glæder i livet.
Referencer
-
www.cancer.dk/hjaelp-viden/bivirkninger-senfolger/gode-raad-ved-haartab
-
www.cancer.dk/hjaelp-viden/hvis-du-har-kraeft/leve-med-uhelbredelig-kraeft
-
www.cancer.dk/hjaelp-viden/bivirkninger-senfolger/traethed