»Det føltes naturligt og rigtigt at være der for hende, da hun blev syg«.
Stein Tore Haavimb bor i Kongsberg i Norge. Her skænker han kaffe på terrassen, hvor han og Marit ofte sad sammen. De holdt af at gå i haven og gøre det hyggeligt omkring sig. Haven er også blevet passet denne sæson – men ikke med samme glæde.
»Vi havde det godt sammen. Og efter Marit blev syg, kom vi endnu tættere på hinanden«, fortæller han.
Fra brystkræft til uhelbredelig kræftsygdom
Marit Eikaas Haavimb blev syg første gang i 2011. En mammografi viste en knude, men efter strålebehandlingen blev hun erklæret rask. I 2016 fik hun tilbagefald. Denne gang tog sygdommen hårdere på kroppen, men da behandlingen var afsluttet i 2017, mente lægerne, at kræften igen var væk. »Hun blev fulgt op hvert halve år, men i foråret 2021 begyndte hun at mærke, at noget ikke var, som det skulle være. Hun blev dårligere hen over sommeren og fik taget flere prøver«, fortæller Stein Tore.
Parret sad i bilen på vej til sommerhuset i Risør, da telefonen ringede. Kræften havde spredt sig til leveren. »Vi nåede aldrig frem til Risør, men måtte køre tilbage til Kongsberg. Marit blev indlagt direkte på hospitalet«, fortæller han.
Stein Tore Haavimb
Navn: Stein Tore Haavimb
Alder: 73 år
Erhverv: Pensioneret civilingeniør
Familie: Enkemand. To børn og tre børnebørn.
Hans hustru, Marit Eikaas Haavimb (62), døde af uhelbredelig kræft i november 2024.
Pårørende til en ægtefælle med uhelbredelig kræft
Stein Tore blev pårørende til en ægtefælle med uhelbredelig kræft. Det er det, vi skal tale om nu: Hvordan er livet og hverdagen med en hustru, som snart skal dø? »Da vi forstod, at Marit ville dø af sygdommen, var det først og fremmest et stort chok. Vi vidste, at det nu kun handlede om livsforlængende behandling«, fortæller han.
De havde fået en sygdom med et sikkert udfald ind i deres liv. Stein Tore så, hvordan sygdommen sled på hans hustru, og fortæller om fortvivlelsen over ikke at kunne gøre noget ved det. »Det var næsten som en film i slowmotion, man bare står og ser på«.
Samtidig slap han aldrig helt håbet. »Som ingeniør ved jeg, at der hele tiden udvikles nye ting, og jeg klamrede mig til det lille håb om, at der ville komme en behandling, som kunne nå at redde Marit. Men frygten for at miste hende fyldte mest, og for mig handlede det om at finde en måde at leve på mellem de to yderpunkter«.
Hør Marit selv fortælle om livet med uhelbredelig brystkræft.
Da hans hustru, Marit, levede med uhelbredelig kræft, var det en selvfølge for Stein Tore Haavimb at støtte hende så godt, han kunne. Samtidig var der ingen, der spurgte, hvordan han havde det.
Kræften var uhelbredelig – rollen som pårørende var krævende
Da parret fik at vide, at kræften var uhelbredelig, var Stein Tore blevet pensionist. Opgaven som pårørende var alligevel mere krævende end noget arbejde, han tidligere havde haft. »Jeg ønskede at være stærk og støttende for Marit, samtidig med at jeg sørgede over, at jeg var ved at miste hende. Oven i det kom alt det praktiske – som at køre hende til behandling og hjælpe med andre ting. Det gjorde jeg som den største selvfølge, men det var smertefuldt at se, hvordan sygdommen sled på hende«.
Efter den skæbnesvangre telefonopringning på vej til sommerhuset i efteråret 2021 fik Marit kemoterapi frem til sommeren året efter. Da fik de besked om, at den ikke længere virkede. Men Marit blev fulgt tæt i tiden efter, særligt på hospitalet i Oslo, hvor hun fik mulighed for at deltage i et forskningsstudie. Senere fik hun også en ny runde kemoterapi.
Nedbrydningen af hendes krop gik langsomt, men samtidig alt for hurtigt. Og jeg kunne ikke gøre andet end at se på …
»Det blev til mange ture fra Kongsberg til Oslo for behandling og opfølgende samtaler. Jeg var altid med. Det ønskede vi begge, men hun kunne under alle omstændigheder ikke køre selv«.
At være pårørende er en undtagelsestilstand, men samtidig handler det om at skabe en form for normalitet.
Som at lave mad og spise sammen, selv om appetitten forsvinder. At gå ture, selv om de bliver tungere og stadig kortere. Eller at passe haven, selv om det blev mindre end før. »Nedbrydningen af hendes krop gik langsomt, men samtidig alt for hurtigt. Og jeg kunne ikke gøre andet end at se på«.
Kræftsyg hustru – minderne er mange
Stein Tore får tårer i øjnene. Allermest vil han tale om den raske Marit – hende, han fik øje på i baren på Lorry i Oslo op til jul i 2003. Han var der for at spise lutefisk med kolleger. Hun var ude med nogle veninder.
»Det var umuligt ikke at lægge mærke til hende«.
De faldt i snak. Udvekslede telefonnumre. Få dage senere fik han en sms fra Marit. Hun tog toget til Kongsberg, og i begyndelsen af 2004 var de blevet et par. »Den sommer tog vi på bilferie i Europa, og på en restaurant, over en pizza og en øl, friede hun. Vi besluttede os for at blive gift i Bangkok samme år«.
Minderne er mange og gode. Fra brylluppet i Bangkok, men ikke mindst fra alt det, de delte hjemme i Kongsberg og i sommerhuset i Risør. Han er taknemmelig for den tid, de fik sammen – og også for den opfølgning, Marit fik, da hun blev syg sidste gang. »Det medicinske tog hendes egen læge og hospitalerne sig af, og Marit havde også god gavn af samtaler med en psykolog«.
Albummet er fyldt med gode minder, blandt andet fra deres bryllup.
Pårørende bør få mere støtte og hjælp ved sygdom
Som pårørende til en døende ægtefælle var der alligevel ikke mange, der var optaget af, hvordan Stein Tore havde det. Han kan ikke huske, at nogen i sundhedsvæsenet spurgte. Heller ikke om der var noget, han havde brug for.
»Som nærmeste pårørende kommer man også hurtigt til at glemme sig selv. Jeg var så meget til stede for Marit, at jeg ikke tænkte over mine egne behov. Heldigvis har jeg altid trænet, og jeg forsøgte også at holde mig i god fysisk form i den periode. Det hjalp. Jeg har også haft mange gode samtaler med mine nærmeste, men det er jo ikke alle, der har den mulighed«.
Er du også partner til en, der lever med brystkræft med spredning?
Her har vi samlet relevant information til dig.
Stein Tore mener, at sundhedsvæsenet burde være mere opmærksomt på, hvordan de pårørende har det. Selv syntes han, det var svært at finde støtte uden for sit eget netværk. »Marit og jeg talte meget sammen og var nok lidt hinandens psykologer. Hun havde ingen børn, men jeg har to voksne børn fra et tidligere ægteskab og et par gode venner, som jeg talte meget med. Uden dem havde jeg stået meget alene«.
Da det stod klart, at Marit ikke ville blive rask, blev det palliative team koblet på. Han efterlyser alligevel mere opmærksomhed på rollen som pårørende undervejs. »Det er tankevækkende, at rollen som pårørende får så lidt opmærksomhed. Helt frem til jeg mistede hende i november 2024, sagde hun, at hun ikke vidste, hvad hun skulle have gjort uden min hjælp og støtte«.
Sorgcenteret: Et tilbud til dig, der er pårørende
At være pårørende til et menneske med alvorlig sygdom kan føles altopslugende. Mange oplever at stå med et stort ansvar, samtidig med at de ikke får den støtte eller vejledning, de har brug for. Det kan gå ud over både ens egen sundhed, arbejdsliv og muligheden for at være den støtte, man gerne vil være.
Det Nationale Sorgcenter har tilbud til pårørende og efterladte, der står midt i alvorlig sygdom eller sorg. Her kan du finde rådgivning, støtte og vejledning – uanset hvor i landet du bor.
Læs mere i denne artikel om, hvilken hjælp der findes for pårørende – og hvordan du kan få støtte i en krævende situation.
De kaldte bare hinanden »min dreng« og »min pige«. Til gengæld var det en god idé med lidt forklaring på til-og-fra-kortet på gaven under juletræet.
Sorglinjen – for dig, der er tæt på én med alvorlig sygdom
Du kan kontakte Sorglinjen, hvis du er over 13 år – uanset hvilken relation du har til den, der er syg – hver aften mellem kl. 17 og 21. Du kan chatte, ringe på tlf. 70 20 99 03 eller skrive til brevkassen. Du kan også være anonym.
