Det realistiske håb er vejen til styrke

Håbet er menneskets vigtige følgesvend. Ikke mindst når man bliver alvorligt syg, kan håbet være en drivkraft og en styrke. Men når det ikke længere er realistisk at håbe, skal man også kunne løses fra det, mener pensioneret sogne- og sygehuspræst, forfatter og foredragsholder Preben Kok. Gennem de 40 år han har arbejdet som sygehuspræst på Vejle Sygehus, har han mødt det urealistiske håbs belastning og set lettelsen hos hundredvis af meget syge mennesker, når de giver sig selv lov til at 'give slip' og lægge byrden og ansvaret fra sig. »I vores kultur er håbløshed noget af det mest forfærdelige, vi kan forestille os«, siger han. »Men når lægerne, som mange patienter måske har set som Gud, ikke har flere behandlingsmuligheder, er det ikke sjældent sygehuspræsten, der kan bringe lindring ved at åbne et for patienten hidtil ubrugt livsperspektiv, hvor det er tilladt at sige til Gud: 'Jeg kan ikke mere, pas på mig.' Den ro, et menneske kan få, når det erfarer, at det er i orden at give op og lægge sit liv i Guds hånd, gør mit arbejde særdeles meningsfyldt.«

Angsten bor i det umulige

Det Preben Kok oftest har mødt hos mennesker med alvorlig sygdom, er den angst og stress, som opstår, når der er ubalance mellem håb og virkelighed. Han kender det også fra Odense Universitetshospital, hvor han i dag holder kurser i at undgå stress ved at være realistisk omkring den magt, vi har over livet og døden.

»Det gælder både i forhold til personalet og patienterne, at når sygdom tager magten fra en, er det vanskeligt at være gud i sit eget liv«, siger han. »I vores kultur har vi lært, at håbet er det sidste, vi må miste eller tage fra folk. Men når virkeligheden er, at det, man håber på, ikke er realistisk, reagerer sindet med angst og stress.« Preben Kok understreger samtidig håbets betydning. For så længe håbet er forankret i virkeligheden, er det en drivkraft og vejen til styrke. Men der kan være forskel på, hvad den syge og de pårørende anser for at være et realistisk håb, forklarer han. »De mennesker jeg har mødt, ved oftest lang tid før deres omgivelser, hvornår håbet ikke længere er realistisk. Min opgave er at lytte og anvise et alternativ til selv at skulle bære ansvaret, der hvor man ikke har flere kræfter tilbage. Pårørende og venner befinder sig i en anden dimension. I modsætning til den syge har de frem for alt tid, og deres håb vokser derfor i en anden jordbund.« Som præst opfatter Preben Kok sig som en håndværker, der prøver at rette op på en ubalance, der opstår, når man vil fastholde et håb, der ikke er realistisk. »Jeg skelner ikke mellem store begreber som skam, skyld, angst i denne forbindelse. For det er meget enkelt: Kan du bære mere?«, siger han.

En ny forståelse 

At håbet er en ubetinget styrke, som man aldrig må slippe, er ifølge Preben Kok en forholdsvis ny forståelse. Den opstod for 50 år siden, da 68-generationen gjorde oprør mod grænserne for, hvad vi som mennesker skal kunne, må og vil. »Før 1968 var en grænsesættende kraft og en grænsesprængende lidenskab accepterede rammer for livet«, siger han. »Der var grænser for, hvad et menneske skulle bære og tage ansvaret for. Sygdom er hver mands herre, hed det sig blandt andet. Det indebar, at man skulle klare det, man magtede, og kunne man ikke mere, skulle man hvile sig. Men i 1968 begyndte alting at gå fremad. Vi blev rigere, kunne hele tiden nå længere. Sygdom og død blev noget, vi kunne 'ordne'. Mennesket var næsten almægtigt. Det var bare et spørgsmål om at kæmpe nok for det, man ville og drømte om.«

Ingen mennesker kan alt

Efter finanskrisen i 2008 fulgte dog en brat opvågning for det 'almægtige' menneske, som fik et mere realistisk forhold til, hvad der er muligt. Mange oplevede på den hårde måde, at ingen ikke kan alt. At der ikke altid er en løsning. »Det var især betydningsfuldt, da Kræftens Bekæmpelse i 2012 gjorde op med den holdning, at hvis kræftbehandling i Danmark ikke slog til, kunne man altid rejse ud i verden, hvor de måske havde andre eksperimentelle muligheder«, siger han. »Organisationen meldte helt kontant ud, at ikke al kræft kan helbredes. Og i løbet af kort tid førte denne udmelding til et markant skifte, som også gav onkologer bedre muligheder for at komme frem med synspunktet, at det er uetisk at give en behandling, som reelt er udsigtsløs, i stedet for at yde en omsorg, som på et tidspunkt er en bedre løsning for det hele menneske. Dette fokusskifte fra bekæmpelse af kræftsygdom til omsorgen for den menneskelige eksistens var opmuntrende og gav plads til at løse meget syge mennesker fra det belastende håb.«

Eksistens ligger i generne

Denne erkendelse af, at mennesket ikke kan alt, og der kan komme en tid, hvor man må lægge ansvaret over på Gud eller det, som nogen foretrækker at kalde 'noget større', ligger ifølge Preben Kok dybt i os alle sammen. I sommer var hele Danmark således vidne til, at en fodboldspillers hjerte holdt op med at slå på fodboldbanen. Alle så hvordan holdkammeraterne slog ring, og mange foldede hænderne i bøn for ham. »Min erfaring er, at mennesker begynder at bede, når de får kniven for struben, og derfor kalder jeg også sygehuset for det mest religiøse hus i byen«, siger han. »At overgive ansvaret når man ikke selv kan mere, ligger i generne, og når jeg som præst hjælper mennesker, hvor håbet er ved at slippe op, møder jeg dette iboende. Der findes ikke et naturfolk i verden, der ikke støtter sig til en religion, en større magt, der kan tage ansvaret, når man ikke længere selv kan. Det er kun mennesker i såkaldt civiliserede kulturer som vores, der tror, at de kan fikse alting. Men når noget uventet sker, som på fodboldbanen, og vi indser, at magtesløsheden truer, krakelerer den civiliserede fernis. Helt instinktivt tyr vi til noget dybere, og noget nyt kan opstå. Det er nådigt.«